du indser aldrig hvad du har foer det er forsent...

jeg sad lige og taenkte paa foer jeg ankom, da jeg havde mit goodbye party, jeg kan huske hvor meget jeg graed, da jeg skulle farvel til alle, og jeg kan ogsaa huske da jeg foerst ankom at jeg graed fordi jeg stadig syntes det var svaert. jeg blev faktisk noedt til at fortaelle folk at det ikke kunne skrive til mig, fordi jeg havde saaa meget hjemme ve, og nu graeder jeg hver gang jeg taenker paa jeg skal hjem, for jeg skal sige farvel til alt det jeg har her over, og det er saa urealistiks. det er rigtig soedt, alle mine venner siger alt tid, Therese kan du ikke bare blive herover vi kan betale for dig:) jeg kan huske omkring vinter jeg taenkte paa om jeg havde gode venner herover, hvis de faktisk kunne lide mig. og nu er der ingen tvivl om at jeg har de bedste amrikanske venner. min familie har jeg altid kunne lide og jeg er forevigt taknemmelig for alt det de har gjort, de har behandlet mig som deres egen datter og soester. og nu hvor jeg indser det, skal jeg naesten hjem, hjem til Danmark, hjem til min familie og mine venner. og ja jeg glaeder mig til at se min familie, Louise, Noor, Pernille og Christoffer. men jeg tror at naar jeg kommer hjem at jeg vil begynde at graede for jeg ved det er forbi:(